Gemini-Observatoriet
Peter Schrøder

Oplevelser - 04. januar 2007

Her er det tanken, at jeg fra tid til anden vil beskrive nogle af de oplevelser, jeg har som amatørastronom, f.eks. specielle observationer i mine kikkerter, observationsaftener med HAF’s medlemmer eller foredrag eller møder, jeg har deltaget i.

Indledning

Mit første indlæg vil meget naturligt begynde med, hvordan jeg kom i gang med astronomien og slutte med, hvor jeg står lige nu. Jeg har bestemt lært meget i de år, jeg har interesseret mig for emnet, men jeg er fortsat en ”glad amatør” og har rigtig meget at lære endnu.

Lænestols-astronomi

Lænestols-astronomi er en sjov formulering, som oftest lidt nedsættende! Det kan dække over, at man ikke gider andet end at sidde i sin lænestol og læse om astronomi og/eller se film om emnet uden at interessere sig for den praktiske del. Men det kan også dække over, at man faktisk skaber sin interesse for astronomien ved at læse, være på internettet, og ved at se udsendelser i fjernsynet om emnet.

Jeg grundlagde min interesse som lænestols-astronom for en halv snes år siden, og i de første 4 – 5 år læste jeg en del om emnet i diverse bøger og på nettet. Uagtet at jeg interesserede mig meget for stoffet, var det egentligt alt nok for mig, og jeg havde faktisk ingen planer om at gå videre.

Min første kikkert

Selv om jeg var udmærket tilfreds med blot at læse om emnet, fik jeg efter de 4-5 år alligevel lyst til at rejse mig fra lænestolen. De mange sider, jeg havde læst om planeten Saturn og dens ringe, havde optaget mig meget, og nu ville jeg bare se det i virkeligheden.

Uden at vide noget som helst om stjernekikkerter frekventerede jeg en lokal fotoforretning i Horsens og investerede ca. 900 kr. i en lille 60 mm refraktor – det viste sig hurtigt, at forretningen heller ikke vidste noget om stjernekikkerter, og at min trods alt beskedne investeringen blot var spild af penge, i hvert fald sådan rent kikkertteknisk, dog var kikkerten siden hen startskuddet til at jeg fik noget ordentligt udstyr. Det lykkedes mig i øvrigt aldrig sådan rigtigt at se Saturn i den, primært grundet dens elendige opstilling.

Medlemskab af HAF, Horsens Astronomiske Forening

En dag jeg sad og ledte efter astronomiske emner på internettet, faldt jeg pludselig over en hjemmeside, der viste sig at tilhøre Knud Erik Sørensen. På hjemmesiden beskrev han, lige som jeg, hvem han var og naturligvis også hans interesse for astronomi – det viste sig hurtigt, at han var lidt mere end amatør, idet han bl.a. er lektor i astronomi, men også, at han var og er kasserer i HAF – som han havde lavet et link til.

Efter at havde læst det hele, sendte jeg en mail til Knud Erik, der i øvrigt viste sig kun at bo 5-6 km fra mig, og fortalte om min interesse. Dette førte hurtigt til et besøg hos Knud Erik, HER SÅ JEG FOR FØRSTE GANG SATURN RIGTIGT, jeg glemmer det aldrig, og inden jeg forlod Knud Erik den aften, var jeg medlem af HAF.

Uden at dette skal være en salgstale for HAF, de andre astronomiske foreninger i Danmark er sikkert lige så gode, skal jeg ikke her undlade at gøre opmærksom på, at det simpelthen er den bedste astronomiske investering, jeg til dato har gjort. Foreningen tæller for tiden 16 medlemmer, der udover at dække spektret fra begrænset viden om astronomi til de rene genier udi samme, også er en række dejlige mennesker at være sammen med. Fælles for dem alle er, at de glad og gerne deler ud af deres viden og erfaring.

Jeg har ikke siden mit medlemskab foretaget astronomiske investeringer, uden at det har været vendt på vore møder – sikkert af samme grund har jeg ikke siden min første 900 kroners refraktor, foretaget nogle fejlindkøb. Så jeg vil gerne opfordre alle, der roder lidt med astronomi – meld jer ind i den nærmeste astronomiske forening.

Større kikkerter og observatorium

Siden mit medlemskab af HAF begyndte for ca. 4 år siden, er min ”maskinpark” øget med en del, b.la. et 6” Sky-Watcher Newtonian spejlteleskop – en glimrende felt kikkert. På et tidspunkt fik jeg lyst at prøve at bygge en selv. Det blev til et 8” Newtonian spejlteleskop på en Dobsonian opstilling – hvor jeg lavede det hele i metal, i stedet for den normale Dobsonian i træ. Byggeriet af kikkerten var ganske morsomt og gav en masse erfaring, men er økonomisk ikke en særlig fornuftig beslutning – så hvis argumentationen for selvbyggeri kun er økonomi, så lad være.

Mit til dato største projekt er bygning af et observatorium – er detaljeret beskrevet andet sted på hjemmesiden. Jeg brugte den lyse tid i 2006 til at bygge mig et ca. 6 kvadratmeter stort og 5,3 meter højt observatorium i to etager, bestykket med en 10” Meade Smith-Cassegrain kikkert på en EQ 6 tysk ækvatorial opstilling fra Sky-Watcher. Desværre har der siden indvielsen af observatoriet medio november 2006 ikke være særligt mange skyfrie aftener hjemme hos mig – så jeg kunne godt snart tænke mig lidt mig lidt mere nordøstlig vind, der plejer at give større mulighed for en skyfri himmel.

 

Opdateret 2007-09-15 af gemini @ privat.dk