Oplevelser - 03. februar 2007Leverandør besøg hos ABM Nortek
I de senere år har det maget sig således, at ABM Nortek i Ålborg er blevet den foretrukne leverandør af astronomisk udstyr til en stor del af Horsens Astronomiske Forenings medlemmer. ABM Nortek har et ganske pænt udvalg i teleskoper, opstillinger, okularer mm., ligesom de har et dejligt showroom og et godt humør – og så laver de god kaffe! Så selv om der er næsten 150 km derop, drager der jævnligt en bil af sted fra Horsens med retning, Sdr. Trandersvej 11, Ålborg SØ. Lørdag 3. februar var der arrangeret en tur derop for 5 personer: Peter K., Preben, Flemming, Jørgen samt Peter S. Vi mødtes hos Jørgen klokken 09:00 og kunne lige netop mase os ned i en bil – godt det var mig, der var chauffør. Efter en lille strække-ben pause undervejs ankom vi til ABM Nortek kl. ca. 10:45, hvor Anne havde kaffe og diverse sodavand klar til os. Jørgen, der har været der mange gange, gik straks i gang med at diskutere sin store passion okularer med Anne, for som han siger: selv om man har en ganske pæn samling, er der altid plads til et par stykker mere. Peter Kusk, eller Auriga, som vi af og til kalder ham, var deroppe for første gang og kikkede meget interesseret på det store teleskopudvalg, forretningen byder på. Preben, der hjemmefra havde udvalgt sig et specielt okular, han skulle have, måtte desværre konstatere, at det var i restordre. Så køber man da bare et andet og får det forudbestemte eftersendt. Flemming, som er ganske ny som amatørastronom, var dybt imponeret og ville gerne som alle andre have ”det hele”, og det blev da også til en del. Her står så de herrer, flankeret af Anne fra Nortek, med dagens høst, der blev noget i retning af en enkelt refraktor, en del okularer, et par Newton kollimatorer, et par prismekikkerter og så det løse. På disse ture er der tradition for, at vi for hjemadgående holder ind til motorvejscafeteriet ved Gudenåen og får et stykke tiltrængt mad, så det gjorde vi naturligvis også denne gang. Klokken ca. 14:30 var vi tilbage i Horsens efter atter en hyggelig og udbytterig tur. |
Opdateret 2007-09-15 af gemini @ privat.dk |