Udstyr i kommandocentralenDa mit observatorium er over 5 meter højt, er der plads til et rum i underste etage. Her er der ganske vist ikke mere end knapt 2 meters lofthøjde, men det kan sagtens gå til indretning af observatoriets kommandocentral. Både rummet nede og selve observatoriet er indrettet sådan, at jeg kan lave et hul og en trappe op gennem loftet for hurtig adgang mellem de to rum. På den anden side er observatoriet bygget op af en svalegang på sydsiden af mit hus, så jeg har både indgang direkte ind i kuplen og direkte ind i underetagen. Derfor kan det godt være, jeg undlader hullet op gennem loftet for at spare gulvareal i selve observatoriet. Spørgsmålet er her, om jeg i givet fald bliver træt af at skulle udenfor og derude gå 5 meter om til den anden dør? Det er planen at kommandocentralen skal indrettes, her i sommerhalvåret 2007. IndretningenNår jeg er færdig kommer her et par billeder af indretningen.
Da rummet ikke er mere end knapt 5 m2, og da der jo samtidig står et 260 mm rør midt i lokalet, er der jo ikke så meget plads at gøre med. Selve ”kommandocentralen” skal blot være et lille væghængt bord, hvor der er plads til den bærbare computer samt plads til, at jeg kan ”sitte” og gøre mig diverse notater. Oven over bordet kommer der 2 små 7” fjernsyn, idet jeg oppe i observatoriet har 2 trådløse kameraer, således at jeg nedenfor i ro og mag kan følge kikkertens bevægelser samt følge med i, om der er behov for at dreje kuplen. Der skal selvsagt også være plads til et mindre astronomisk bibliotek. Det ville være ønskeligt, om der var plads til en lille briks, for det kunne nemt tænkes, at der kunne blive behov for en lille ”morfar” imellem nattens observationer. Desværre tror jeg ikke pladsen er tilstrækkelig hertil. I den anden side af rummet skal der nemlig være plads til et arbejdsbord og nødvendigt håndværktøj – så man er i stand til at foretage diverse små skrue/samleopgaver, der nemt kan opstå i kampens hede. En sidste, men ikke helt uvæsentlig detalje er, at kommandocentralen naturligvis er isoleret, lige som der også er varme i rummet. |
Opdateret 2007-09-15 af gemini @ privat.dk |